Handicaptillæg til SU
Den 1. august 2004 trådte en ændring til loven om SU i kraft. Den indførte et nyt tillæg til SU’en, som kaldes handicaptillæg og som kan søges af studerende på en videregående uddannelse med en varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse. Denne funktionsnedsættelse skal være af en sådan karakter, at den gør dig ude af stand til at have et studiejob ved siden af din uddannelse.
En af de typer funktionsnedsættelser, der gives handicaptillæg til er kroniske neurologiske lidelser her under narkolepsi. Da jeg var den første ansøger med narkolepsi, har det krævet en del arbejde fra min side, men jeg har nu fået tildelt SU med handicaptillæg til min uddannelse på Københavns Universitet pga. narkolepsi. Dette skulle så kunne bane vejen for andre.
For unge under 25 vil SU med handicaptillæg være et bedre tilbud end revalidering, da det giver flere penge (før skat 12.539 kr. pr måned for udeboende efter satserne for 2009) og det gives til videregående uddannelser, hvilket vil sige, at det altså ikke er tidsbegrænset lige som revalidering. Det følger de almindelige SU-regler.
Det er ikke sikkert, at handicaptillæg er noget, alle narkoleptikere vil kunne få, da det afhænger af, i hvilken grad man er generet af sygdommen i forhold til erhvervsarbejde, men det er forsøget værd.
Se mere på SUs hjemmeside www.su.dk under ”Du har et handicap”. Ansøgningsskemaet findes under ”Søg SU”, klik derefter på ”Skemaer”.
Christina
