lørdag, 31 december 2016 10:55

Invitation til årsmøde/kursus i marts 2017 Fremhævet

Skrevet af
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Kære medlemmer og pårørende

Det er med glæde, at vi endnu engang inviterer til Dansk Narkolepsiforenings årlige medlemsmøde/kursus med generalforsamling og spændende indlæg. Ud over disse vil der også blive rig lejlighed til at snakke sammen indbyrdes i pauserne, under spisning og om aftenen til socialt samvær. At mødes med andre, som har narkolepsi/idiopatisk hypersomni, er en god måde at blive inspireret til et godt liv med søvnsygdommen og til at blive klogere på den. Dette gælder også for pårørende.  

Årsmødet bliver afholdt den 10., 11. og 12. marts 2017
på Best Western Hotel Fredericia, Vestre Ringvej 96, 7000 Fredericia

Vi kan denne gang tilbyde fordelagtige priser for alle, og det er som altid muligt at vælge mellem forskellige deltagelsesmuligheder, både med og uden overnatning. Det kan du få et overblik over i kursusprogrammet og prislisten…

Fredag den 10. marts vil der som sædvanligt være mulighed for overnatning – for dem, som kommer langvejs fra og kan have svært ved at nå frem lørdag morgen, og for dem, som ”bare” vil være med fra starten og mødes med de andre, der gør ligeså. Der er ingen indlæg fredag aften, men under og efter middagen vil der være socialt samvær med rig lejlighed til at snakke sammen. Der udveksles erfaringer, fortælles historier, spørges og gives råd på kryds og tværs. Dermed er socialt samvær ikke kun hygge men i høj grad lærerig hygge.

Lørdag den 11. marts starter vi programmet med velkomst af formand Margit Pindstofte efterfulgt af grupper, hvor nye og gamle medlemmer kort hilser på hinanden og vi ”bryder isen”, inden vi går i gang med selve årsmødet/kurset...

Første punkt er generalforsamling. Margit Pindstofte genopstiller ikke efter fire år som formand, og Emma Svärdt afgår ekstraordinært som bestyrelsesmedlem efter kun et år. Alle medlemmer kan opstille til posterne (iht. foreningens vedtægter). Hvis du er interesseret og/eller har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte formand Margit Pindstofte eller kasserer Connie Landstedt.

Efter frokost er der kursus ved sundhedsinnovator Peter Thybo, som også holdt foredrag årsweekenden 2015. I kurset ”Lær at leve med narkolepsi” vil Peter Thybo give dig metoder og konkrete værktøjer til at takle hverdagen med en kronisk søvnsygdom. Nærmere betegnet; at blive bedre til at nå dine individuelle mål. Det kan være sværere at få gjort de ting, du skal og/eller gerne vil, når du også har en kronisk sygdom at kæmpe med. Peter Thybo, hvis arbejde er kendt i internationale sammenhænge, har selv været med til at udvikle konceptet, og forskning har vist, at det virker! Kurset består af introduktion af metoder, efterfulgt af små grupper, hvor de deltagende arbejder med værktøjerne, afsluttet i plenum med eksempler fra de deltagende. Kurset henvender sig både til kronikere og til deres pårørende. Ud over at lære at bruge værktøjerne får du materiale med hjem til at gøre det. (Læs mere på www.peterthybo.dk).

Lørdag aften vil der blive serveret en lækker 2 retters menu. Vi skal naturligvis have det traditionelle amerikanske lotteri med mange fine gevinster. Overskuddet går til foreningens arbejde, og hvis du ønsker at sponsorere nogle gaver, modtages de med tak (venligst indpakket). Derefter er der kaffe, hygge og socialt samvær resten af aftenen.

Søndag den 12. marts starter vi programmet med vores specialistindlæg. Det er igen i år ved Poul Jennum, som er overlæge på Dansk Center for Søvnmedicin i Glostrup og professor i neurofysiologi ved København Universitet. Poul Jennum er blandt de internationalt førende forskere inden for narkolepsi. Han vil fortælle om; medicinsk behandling, hvilke typer der findes og hvordan de virker, om nye behandlinger, bivirkninger og meget mere.

Efter en kort pause vil der være Paneldebat mellem førende neurologer på Danmarks søvncentre. Panelet består pt. af Poul Jennum fra Glostrup, Kristina Svendsen fra Århus og Jette Deichmann Ipsen fra Roskilde. Vi arbejder fortsat på at få neurologer fra Viborg og Odense med, så alle regioner er repræsenteret. Temaet i debatten er: Praksis og håndtering af patienter med narkolepsi/idiopatisk hypersomni på søvncentrene ift. diagnosticering, opfølgning og patientuddannelse m.m. – med henblik på at belyse de udfordringer og rammer, neurologerne/ behandlerne har i deres arbejde, og hvordan de vægter og prioriterer disse. Så overvej allerede nu om du har spørgsmål, som kan komme i hatten.  

Inden frokost er der afrunding og tak for denne gang ved formanden.

Vi glæder os til at se jer og ser frem til en inspirerende weekend i godt selskab med nye såvel som gamle medlemmer.

Venlige hilsner og vel mødt!
Bestyrelsen

Læst 5689 gange Senest ændret onsdag, 18 januar 2017 10:17

Skriv en kommentar

Make sure you enter all the required information, indicated by an asterisk (*). HTML code is not allowed.

Nyheder

  • Kursusprogram for årsmødet 2017 Læs mere
  • Prisliste og info om tilmelding til årsmødet 2017 Læs mere
  • Indkaldelse til generalforsamling lørdag d. 11. marts 2017 Læs mere
Gå til nyhedsarkiv

HAR DU SPØRGSMÅL?

Ring til os på tlf.: 24 64 78 12