Flyvedrømme hos narkoleptikere

Symptomerne på narkolepsi omfatter søvnanfald, katapleksi, søvnparalyser og meget virkelighedstro hypnagoge hallucinationer. Stærk drømmeaktivitet forekommer også hos narkoleptikere, og det er emnet for denne sygdomsrapport. Narkolepsi bliver som regel diagnosticeret ud fra de kliniske karakteristika, ofte sammen med en EEG- registreret tilstand af REM-søvn i begyndelsen af søvnen i modsætning til fremkomsten af REM-søvn senere i søvnforløbet hos normale mennesker.

 

Meget ved narkolepsi-symptomerne kan minde om forskellige psykiatriske lidelser. Søvnanfald kan overfladisk ligne depressiv hypersomnia (forhøjet søvntilbøjelighed) eller lignende tilfælde. Katapleksi fremkaldes ofte af vrede og overraskelse. De hyppige hypnagoge hallucinationer og den usædvanligt stærke drømmeaktivitet forøger i høj grad muligheden for en psykisk lidelse. Indtil man i begyndelsen af 1960'eme opdagede SOREM (sleep-onset rapid eye movements) (ca.= hurtige øjenbevægelser ved indsovning), var mange psykiatere af den opfattelse, at narkolepsi havde psykiske årsager. F.eks. mente nogle, at narkolepsi-symptomerne var en slags hysterisk forsvar eller skærmen sig mod uacceptable ønsker, en måde at slippe fri for påtrængende aggressive behov eller en flugt for at undgå narcissistiske eller erotiske fantasier.

De seneste resultater inden for søvnforskning peger imidlertid på, at narkolepsi først og fremmest er en organisk snarere end en psykiatrisk lidelse, medens de følelsesmæssige faktorer kun har en bi- eller for sygdomsbilledet forvirrende rolle. Kliniske erfaringer tyder på, at narkoleptikeres liv er fuld af følelsesmæssige konflikter, som ikke så meget skyldes selve sygdommen som de problemer narkoleptikere oplever i form af tab af arbejde, manglende evne til at køre bil, ægteskabelige problemer og uberettigede anklager for dovenskab m.v. Kronisk søvnighed gør det svært at vise sine følelser, og følelsesfremkaldte kataplektiske anfald hæmmer trangen til at give efter for sine følelser. 18 ud af 130 narkolepsipatienter ved Stanford Sleep Disorder Clinic havde udtalte psykiatriske vanskeligheder. En anden undersøgelse ved Minnesota Multiphasic Personality Inventory kom frem til, at der var et stort antal af anormale tilfælde blandt narkoleptikere, men der var ingen entydig personlighedstype eller fælles karaktertræk. For to-tredjedele af narkoleptikere i en tredje undersøgelse antoges det, at en ændring af deres karakter stod i forbindelse med fremkomsten af sygdommen.

Mange narkoleptikere fortæller spontant om deres stærke og levende drømmeaktivitet og hypnagoge hallucinationer, som ofte er så levende, at det er svært at skelne dem fra virkeligheden. Disse oplevelser kan forekomme meget ofte og være yderst belastende. Indholdet af disse oplevelser er typisk noget med dyr eller slanger, der forfølger én, personer, der skubber til én, eller man er sikker på, at der er en indbrudstyv i huset. Disse tilbagevendende drømmeoplevelser, som står i forbindelse med SOREM, følges ofte af en tilstand af angst og ophidselse.

I modsætning til disse skummende drømme findes et andet, ikke helt så hyppigt drømmetema, som blev bemærket af Miller under et støttegruppemøde for narkoleptikere. Mange af dem fortalte spontant om drømme med det samme indhold: fornemmelsen af at flyve, af at blive båret frem gennem luften eller af at svæve. Drømmene forekom meget ofte hos dem alle ledsaget af en behagelig eller ikke-ængstende fornemmelse. I den litteratur, der findes om narkolepsi, har vi kun kunnet finde nogle ganske få korte bemærkninger om dette fænomen, og der findes ikke nogen detaljeret undersøgelse herom.

Ved en udvælgelse af patienter på en søvnklinik på et større universitetshospital fandt vi otte patienter med meget hyppige flyvedrømme, som de oplevede som noget behageligt eller neutralt. Hvordan tre af dem oplevede sådanne, er gengivet nedenfor:

  1. En 53-årig gift mand havde haft narkolepsi i 30 år med søvnparalyser og katapleksi. Gennem EEG-undersøgelser var hans sygdom flere gange blevet fastslået. Katapleksianfaldene dukkede kun op ved udmattelse og ved stærke følelser. Søvnanfaldene varede ca. 15 minutter, og patienten fik kun lidt udbytte af sin medicin. Han fortalte om tilbagevendende drømme, hvor han blidt fløj af sted i en flyvemaskine. Han mente, at disse drømme kom når han sov, og ikke var hallucinationer. Drømmene fulgtes hverken af intense positive eller negative følelser.
  2. Hos en 57-årig mand forekom kataplektiske anfald, bekræftet ved EEG, ca. 10 gange om dagen. Han havde haft narkolepsi siden han var 37. Han fik anfaldene, når han blev ophidset, eller når han lo. Han havde ikke megen gavn af medicinen. Han fortalte om utallige dejlige drømme, hvor han blev en fugl, som dykkede eller svævede gennem luften. Han mente, at disse drømme kom om natten, og at de ikke var fremherskende i de tidlige drømmestadier, og han led ikke af hypnagoge hallucinationer.
  3. En 64-årig mand havde haft narkolepsi siden 4-års alderen. Katapleksi udviklede sig i puberteten. Diagnosen var blevet bekræftet ved EEG, og de narkoleptiske anfald viste sig at have forbindelse med REM-søvnen. Medicin havde en vis gavnlig virkning. Han fortalte om behagelige drømme, hvor han fløj - ligesom Supermand - og om at svæve gennem luften. Han havde disse drømme under de narkoleptiske anfald, og når han sov om natten.

Nogle af disse otte patienter med en fastslået diagnose af sygdommen havde også hypnagoge hallucinationer og søvnparalyser og syv af dem havde kataplektiske anfald af og til. Det forekommer usædvanligt at finde så stort et antal personer i en så lille gruppe med hyppigt tilbagevendende flyvedrømme. I en psykoterapeutisk sammenhæng er der måske enkelte personer, der har haft en drøm eller to, men flyvning som tilbagevendende tema er sjældent ifølge en uformel undersøgelse foretaget af lokale psykiaterkolleger. En undersøgelse viste ca. 30 pct. hyppighed af flyvedrømme blandt nogle kvindelige gymnasieelever og lignende frekvens blandt en mexicansk-amerikansk gruppe i Chicago, men undersøgelsen fortalte intet om stadig tilbagevenden eller omfanget af disse drømme.

Betydningen af flyvedrømme hos narkoleptikere er stadig uvis. Har disse patienter identiske konflikter, eller benytter de sig af samme forsvarsmekanismer? Bringer den en eller anden fysisk følelse fra narkolepsien ind i deres drømme? Er der andre aspekter af den neurologiske forstyrrelse, der er årsag til drømme med samme indhold?

En gruppe forskere havde bemærket, at den flyvende fornemmelse især fremkom, når patienterne ikke prøvede at bekæmpe et kataplektisk anfald. De antog som en mulighed, at under en længere kataplektisk periode dukker REM-søvnen frem i den vågne tilstand med deraf følgende mental omtågethed og følelsen af ufrivillige øjenbevægelser, som muligvis skyldes flyvende fornemmelser. En af patienterne mente, at hans flyvedrømme blev værre, når hans søvnanfald blev værre, medens andre patienter ikke følte, der var en sådan sammenhæng.

I psykoterapeutisk forstand bliver flyvedrømme traditionelt udlagt som tegn på storhedsvanvid, narcissisme og ekshibitionisme. Hos andre patienter kan sådanne drømme, på et mere overfladisk niveau, tydes som et forsøg på at undgå konflikter og et ønske om at være "fri som en fugl". Flere af forskerne mente, at deres undersøgelsesresultat støttede både storhedsvanvids- og konfliktskyhedsteorien. Freud relaterede en vis type flyvedrømme til erindringen om de erotiske følelser, man nærer for sig selv i barndommen. Men i hans velkendte drøm "i fart op af trapperne" giver Freuds associationer os et vink om, at hans flugt fra bekymringerne vedrørte hans problemer med hjertet. Måske er narkoleptikeres flyvedrømme et lignende forsøg på at flygte fra problemerne og de følelsesmæssige konflikter, som er fremkaldt af deres kroniske narkolepsi.

Oversættelse af artikel i "Psychosomaties", maj 1984, bind 25, nr. 5, af Krishnan, Volow, Cavenar og Miller. Oversættelse: Susanne Buchardt Christensen


HAR DU SPØRGSMÅL?

Ring til os på tlf.: 24 64 78 12