Narkolepsi ER en auto-immun sygdom

Med et trylleslag er et internationalt forskerhold med danske Birgitte Rahbek Kornum i spidsen blevet klogere på, hvad der udløser træthedssyndromet narkolepsi. Lundbeckfonden har doneret 10 millioner kroner til Birgitte Rahbek Kornum, for at gøre os endnu klogere på narkolepsi og andre autoimmune hjernesygdomme.

Husker du svineinfluenzaen, der rasede i 2009, hvor verdenen oplevede en pandemi? De fleste kom sig hurtigt, men hos nogle ganske få fik influenzaen en forfærdelig bivirkning. De udviklede narkolepsi, hvor man resten af livet lider af overdreven træthed om dagen og får ødelagt et ellers sundt søvnmønster. Vi blev heldigvis ikke ramt så hårdt i Danmark, fordi vi ikke gennemførte massevaccinationer, men især Sverige, Norge og Finland blev hårdt ramt.

kornum

På baggrund af den voldsomme stigning i antallet af narkolepsitilfælde kom der fokus på narkolepsi, og forskerne blev tildelt midler til at undersøge sammenhængene. Nu har et internationalt forskerhold med danske Birgitte Rahbek Kornum i spidsen fundet en forklaring på, hvorfor influenzavaccinen udløste en kraftig stigning i antallet af narkolepsi-tilfælde og samtidig skabt en ny forståelse for narkolepsiens gåde. De opsigtsvækkende resultater blev i december 2013 offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science Translational Medicine.

Influenza vaccine og H1N1-influenza gav autoimmun hjernesygdom

Forskerne har fundet ud af, at den influenzavirus H1N1, som ramte verdenen hårdt i 2009, under meget uheldige omstændigheder kan sætte en immunologisk reaktion igang hos den influenzaramte. Det som sker er, at immunforsvarets celler pludselig går til angreb mod søvnkernen i vores hjerne. Søvnkernen, der er på størrelse med en ært, styrer vores normale søvnmønster, så vi holder os vågne om dagen og sover tungt om natten. Uden den vil man udvikle søvnsygdommen narkolepsi.

"Vi har fundet ud af, at nogle få børn, der er kommet i kontakt med influenzavirus - enten naturligt eller i form af en vaccine - udvikler et meget uheldigt immunsvar mod virussen, som betyder, at søvnkernen i hjernen også bliver ramt. Ganske enkelt fordi en lille del fra influenzavirus minder om en lille del af søvnkernen", siger Birgitte Rahbek Kornum fra Søvnlaboratoriet på Glostrup Hospital. Arbejdet er sket i tæt samarbejde med søvnforskere fra Stanford University, hvor Birgitte Rahbek Kornum havde et tre år langt forskerophold fra 2009-2012.

Forskerne bag undersøgelsen har en klar formodning om, at både den naturlige virus bag svineinfluenzaen, H1N1, og vaccinen kan fremkalde narkolepsi hos børn under meget uheldige omstændigheder. 

"I kina observerede man også en øget forekomst af narkolepsi i forbindelse med svineinfluenzaen, og her vaccinerede man stort set ikke. Så vi har en klar overbevisning om, at det både er den naturlige virus H1N1 og vaccinen, som består af dele af H1N1-virus, der i sjælne tilfælde kan fremkalde narkolepsi", siger Birgitte Rahbek Kornum.

Klogere på sygdommens væsen

Udover at finde en forbindelse mellem svineinfluenzaen i 2009 og udviklingen af narkolepsi, er Birgitte Rahbek Kornum og hendes forskerkollegaer også blevet klogere på søvnsygdommens væsen og natur. For selvom man længe har haft en mistanke om, at narkolepsi er en autoimmun sygdom, så havde man aldrig fundet et reelt bevis for, at immunforsvaret vitterligt er indblandet i tilintetgørelsen af den lille søvnkerne, der er så vigtig for vores søvnmønster og trivsel.

Den virkelighed har søvnforskerne nu lavet om på. Hos hele 33 narkolepsi-patienter ud af 37 har de fundet nogle immunceller, der reagerer på søvnkernen i hjernen og som ikke findes hos raske kontrollanter. Immuncellerne er de såkaldte T-hjælper celler, som reagerer på en lille del af signalstoffet hypocretin, der sidder på overfladen af de 70.000 nerveceller, som udgør den ærtestore søvnkerne. Immunforsvarets T-hjælper celler er blandt andet kendt for at råbe vagt i gevær og tiltrække andre celler fra immunforsvaret, som så tilintetgør det, som T-hjælpercellerne genkender.

"Vi har som de første i verdenen fundet bevis for, at immunforsvaret er involveret i tilintetgørelsen af søvnkernen hos narkolepsipatienter. Vi mangler stadig at identificere de celler fra immunforsvaret, som dræber neuronerne i søvnkernen, men nu har vi fundet en vigtig brik, som vil gøre det fremadrettede opklaringsarbejde betydeligt lettere", siger Birgitte Rahbek Kornum.

Og forskningen fortsætter: Lundbeckfonden støtter Birgitte Rahbek Kornums forskning og hun har modtaget 10 millioner kroner for at gøre os endnu klogere på, hvad det er for en del af immunforsvaret, der taget livet af søvnkernerne hos narkolepsi-patienter.

Kilde: Margit Pindstofte


HAR DU SPØRGSMÅL?

Ring til os på tlf.: 24 64 78 12