Narkolepsi og narkose

Narkolepsi

Narkolepsi er en sygdom, som hører til kategorien hypersomnia (søvnsygdomme). Hypersomnia er sygdomme med en forhøjet søvntilbøjelighed. De kan have såvel psykiske som fysiske årsager. De psykiske former bliver ikke beskrevet her.

De fysiske former inddeles i: longcycle (lang-cyklus) og shortcycle (kort-cyklus) hypersomnia samt narkolepsi.

Formerne adskiller sig ved anfaldenes varighed. Longcycle anfaldene varer i dagevis, shortcycle anfaldene i timer, og narkolepsi i minutter (1/15/30 min.).

Symptomerne for longcycle og shortcycle hypersomnia kan enten udelukkende omfatte søvnforstyrrelser, men eventuelt kan også yderligere symptomer som anoreksi (spiseværgning) og seksuelle forstyrrelser forekomme.

Narkolepsisymptomerne kan være enkeltstående eller kombineret med andre symptomer.

Ved den flersymptomatiske form kan foruden forhøjet søvntilbøjelighed indtræde katapleksi, hallucinationer og søvnlammelser. Forekommer alle fire symptomtyper hos en patient, bliver dette betegnet som Den Narkoleptiske Tetrade. Denne form forekommer hos 10 til 15 pct. af patienterne.

Forstyrrelse af vågenheden indtræder som regel langsomt, således at kropsbeskadigelser er sjældne. Patienterne beskriver søvnen som styrkende. Der kan også indtræde en tilstand med længerevarende nedsat vågenhed. Herunder fortsætter enkle aktiviteter, og der optræder amnesi, dvs. hukommelsessvigtfor denne periode.

Katapleksi er et kortvarigt tonustab af muskulaturen, som kan blive udløst ved følelsesladede situationer. Ud over de generelle muskellammelser kendes partielle muskellammelser. Øjenmusklerne og ringmusklerne (lukkemusklerne) bliver ikke ramt. Anfalds hyppigheden er forskellig, og i reglen varer anfaldet fra sekunder til minutter. Det er vigtigt at bemærke at patienten forbliver ved bevidsthed.

Hallucinationer forekommer ved let nedsat vågenhed hos patienten, enten i begyndelsen af søvnfasen (hypnagoge) eller under søvnen ved opvågning (hypnopompe). Disse anfald er ofte meget skræmmende og gør patienterne ængstelige.

Søvnlammelser varer fra 1 til 10 minutter, sjældent i timevis, og indebærer bevægelseshæmning under indsovning (hygnagog søvnlammelse) eller ved opvågning (hypnopomp søvnlammelse). Lammelsen er hyppigt angstfremkaldende, i særdeleshed hvis der også optræder hallucinationer.

Årsager til Narkolepsi

Narkolepsi kan opstå som følge af en hjerneskade, som f.eks. på grund af hjernebetændelse, narkose, svulst (tumor), dissemineret skleroser fødselstraumer og ulykkestraumer.

15 - 20 pct. af de diagnosticerede har haft en forudgående skade. De resterende regnes for primære eller idiopatiske former. Muligvis spiller også arvelige anlæg en rolle.

Man må skelne mellem narkolepsi og andre vågenhedsforstyrrelser som f eks. søvnapnø.

Narkose

Narkose er en tilsigtet nedsættelse af vågenheden indtil bevidstløshed. Herved kan søvn, smertestilling og muskelafslapning delvis opnås ved forskellige medikamenter. Bestemte former for narkolepsi kan også have indvirkning på nervesystemet.

Søvnfremkaldende stoffer er sovemidler (hypnotika) såsom barbiturater, hypnonidater, propofol og benzodiazepin eller narkosedampe som halothan, ethran og isofluran. Lattergas har foruden en søvnfremkaldende effekt også en smertestillende virkning.

Smertestillende stoffer (analgetika) er opiumsholdige stoffer (opiater) såsom fentanyl og rapifen. Medikamenter, der afslapper musklerne og derfor bliver anvendt ved narkose, hører til eurarefamilien.

En påvirkning af et eller flere nervesystemer bliver fremkaldt med nervemedicin (neuroleptika). Nervemedicin får som regel ikke patienten til at sove.

Lokalbedøvelse er en særlig form for operationsbedøvelse. Her bliver kun den bestemte kropsdel, som skal opereres, bedøvet. Lokalbedøvelsesmidler benyttes f.eks. også af tandlæger.

Ved operation af en arm kan man ved bedøvelse af armnerven (plexusanæstesi) fremkalde en kirurgisk brugbar anæstesi.

Ved operation af underkroppen kan man ved at indføre et bedøvelsesmiddel nær ved rygmarven fremkalde en spinal eller epidural anæstesi.

Den perioperative fase

Denne fase omfatter tidsrummet fra præmedikation, selve narkosen, samt fasen umiddelbart efter operationen.

Med præmedikation menes optagelse af den for narkosen så vigtige sygdomshistorie, altså også tidligere sygdomme og disses betydning for narkosens forløb og den postoperative fase. Den omfatter indgivelse af et beroligende og ofte også et smertestillende medikament.

Postoperativfasen omfatter opvågningsfasen. Her bliver indgivet medikamenter til smertelindring og ofte også mod kvalme og opkastninger, foruden andre nødvendige medikamenter som genopretter kropsbalancen, bl.a. kredsløb, lunger, væske- og elektrolytbalancen.

Arbejdsgang

Sygdomshistorien indhentes før narkosen. Undersøgelse af patienten og samtale om den valgte narkosemetode. Kun sjældent er da et sovemiddel nødvendigt. På operationsdagen indgives eventuelt et smertestillende og et beroligende middel.

Indledning og styring af en bedøvelse, henholdsvis lokalbedøvelse. Overvågning og eventuel behandling af de livsvigtige funktioner (hjerte, kredsløb, åndedræt). Efter operationen bliver patienten overvåget i et opvågningsrum indtil kropsfunktionerne er stabile, og man igen kan returnere til sin normale afdeling. Afhængig af operationens forløb og tidligere sygdomme bliver visse patienter overført til intensivafdeling.

Har narkolepsipatienter et særligt problem ved narkose?

I den litteratur, der omhandler narkose ved forskellige sygdomme, findes kun sparsomme henvisninger til denne patientgruppe.

Under præmedikationen skulle der ikke kunne forventes problemer. Behandling med beroligende medikamenter bør begrænses stærkt, og i reglen indskrænkes til tidspunktet lige før narkosen på operationsdagen. Man bør ikke anvende nervemedicin, da det under visse omstændigheder kan udløse angsttilstande, hvor følelsesytringer er umulige. Andre beroligelsesmidler skal doseres sparsomt.

Som anæstesi bør, når det er muligt, lokalbedøvelse foretrækkes. Anvendelse af beroligende midler bør begrænses til et minimum og bør indskrænkes til korttidsvirkende stoffer. Ved narkose kan denne patientgruppe med fordel anvende de let kontrollable inhalationsnarkosemidler, som halothan, ethran, isofluran og lattergas.

Stærke nervemediciner og langtidsvirkende benzodiazepiner bør undgås, da de nedsætter patientens vågenhed i den postoperative fase. Nervemediciner kan desuden fremkalde kataplektiske symptomer.

Under den præoperative og den operative fase får patienten næppe problemer ud over de normale og for ham kendte. Postoperativt kan problemerne begrænses til et minimum ved at følge ovennævnte forslag.

OBS før en operation

Det er yderst vigtigt, at du i tilfælde af operation gør opmærksom på, at du lider af narkolepsi. I sjældne tilfælde sker det, at en person med narkolepsi reagerer unormalt, når vedkommende bliver helbedøvet i forbindelse med en operation. Personen kan være uden bevidsthed i meget lang tid efter bedøvelsen, f.eks. i 24 timer, hvor en normal person vil komme til sig selv efter få timer. Det er således påkrævet, at anæstesilægen er gjort bekendt med din sygdom, så han kan anvende de bedøvelsesmidler, der er bedst egnede til din situation. Du opfordres derfor indtrængende til at sørge for/insistere på at rette vedkommende bliver gjort bekendt med indholdet af denne artikel.

Artiklen er fra den tyske narkolepsiforenings medlemsblad "Der Wecker", nr.13, august 1992. Foredrag holdt af professor Böhm ved den tyske narkolepsiforenings årsmøde 1991.

Oversættelse af Bertel Bukholt og Claus Topsøe-Jensen.


HAR DU SPØRGSMÅL?

Ring til os på tlf.: 24 64 78 12