Ung kvindelig forsker med succes på Stanford

Birgitte Rahbek Kornum har i halvandet år været ansat som postdoc på det prestigefyldte amerikanske eliteuniversitet, Stanford. Hun har foreløbig kronet sit arbejde med en pris som årets yngre søvnforsker. Her fortæller hun om tilværelsen i et universitetsmiljø, som er meget anderledes end det danske.

AF CHRISTIAN K. THORSTED | FOTO: SIMON WARBY

Stanford University midt i mellem San Francisco og San Jose i Californien regnes for en af USAs førende forsknings- og ud- dannelsesinstitutioner. Den danske humanbiolog Birgitte Rah- bek Kornum er en af universitets 1.800 postdoc’er, men er absolut ikke druknet i mængden.

»Jeg havde da nogen præstationsangst i forhold til at skulle starte på så ﬁnt et universitet, og min professor, Em- manuel Mignot, lagde heller ikke skjul på, at jeg havde fået en enestående chance, og at jeg skulle vise, at jeg havde fortjent det. Det er jo noget af en velkomst at få, men forstå- eligt nok at han skulle se mig an,« fortæller 35-årige Birgitte Rahbek Kornum, som i november 2009 sammen med mand og børn ﬂyttede fra Danmark til Stanford – med tre års løn fra Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom.

Hun er på Stanford for at forske i den alvorlige søvnsyg- dom narkolepsi og har allerede produceret resultater, som for nylig gav hende prisen som årets yngre søvnforsker – kåret af American Association for Sleep Medicine (AASM). Hendes studie er også blevet publiceret i det anerkendte videnskabe- lige tidsskrift Nature Genetics.

»Jeg blev meget stolt og glad for AASMs anerkendelse. For mig personligt er det et kæmpe skulderklap, at jeg har lavet et stykke forskning, som der er blevet lagt mærke til, og som folk mener vil gøre en forskel for patienterne. Og det er na- turligvis noget jeg kan bruge fremadrettet, fx når jeg skal søge penge til min forskning,« siger hun.

Birgitte Rahbek Kornum forklarer, at det ikke er tilfældigt, at det netop er narkolepsi, som hun har valgt at specialisere sig i – også selv om hun ikke før Stanford havde forsket i sygdommen.

»Jeg har altid interesseret mig for mekanismerne ved søvn, og jeg vidste, at hvis jeg nogensinde skulle arbejde med søvn, så var det nu, at jeg skulle skifte over til det felt. Derfor søgte jeg speciﬁkt et søvnlaboratorium og ﬁk heldigvis 18 | pharma august 2011 hurtigt en aftale med Stanford University Center for Sleep Sciences, som er et af de førende steder i verden for den type forskning.«

En invaliderende sygdom

Birgitte Rahbek Kornum er fascineret af narkolepsi – en alvor- lig sygdom som rammer cirka en ud af 2.000 mennesker. Patienter med narkolepsi har en dårligt fungerende søvnregu- lering, så de falder i søvn hele tiden om dagen og vågner hele tiden om natten. De hårdest ramte har også katapleksi, et symptom der viser sig som en pludselig og kortvarig total muskellammelse udløst af intense følelser som fx glæde, latter og vrede.

»Patienterne er ofte børn og unge, og de er ofte meget hårdt ramt. Det inspirerer at møde disse patienter,« siger hun. Hun fortsætter: »Biologisk set er det også en meget interessant og kom- pleks sygdom. Vores teori er, at narkolepsi er en autoimmun sygdom på linje med type 1-diabetes. Kroppens eget immun- system angriber fejlagtigt en lille gruppe raske og helt nor- male celler i hjernen, der producerer stoffet hypocretin. Pa- tienter med narkolepsi mangler dette stof, som er meget centralt i bl.a. reguleringen af søvn og vågentilstand og andre systemer.«

Birgitte Rahbek Kornums forskning handler bl.a. om at undersøge processerne bag sygdommen – hvad der adskiller immunforsvaret hos raske i forhold til narkolepsipatienter. Hun har bl.a. taget udgangspunkt i patienter med en særlig genforskel, som synes at have større risiko for at udløse syg- dommen.

»Hvis vi kan forstå, hvor i immunsystemet den normale regulering slår fejl, så vil man måske på et tidspunkt kunne ﬁnde en behandling mod sygdommen. En af de ideer, jeg arbejder videre med nu, er, om narkolepsi er udløst af en virusinfektion. Hvis det viser sig at være rigtigt, så vil man potentielt kunne vaccinere mod den pågældende virus og derved undgå sygdommen. Samtidig vil vi med vores forsk- ning kunne sige noget generelt om, hvordan immunsystemet overvåger hjernen. Det ved man meget lidt om i dag.«

Højt kvalificeret vejledning

Birgitte Rahbek Kornum lægger ikke skjul på sin begejstring for at være på Stanford – både fagligt og socialt.

»Det er faktisk ikke er et stort universitet, men her er eks- perter inden for næsten alle felter. Det vil sige, at da jeg, der er uddannet hjerneforsker, begyndte at interessere mig for immunforsvaret, så tog jeg bare kontakt til en af disse eks- perter og ﬁk så højt kvaliﬁceret vejledning. Samtidig tilbyder universitet kerneydelser, som består af ganske mange forskel- lige målinger og analyser, man kan få foretaget på sine biolo- giske prøver. På denne måde sparer den enkelte forsker på det, der måske er allermindst af – tid. Tempoet i forskningen bliver derefter.«

Universitetet er også socialt en positiv oplevelse.

»På forskerniveau hjælper man hinanden enormt meget, folk vil meget gerne hjælpe og indgå samarbejder. Internt på uni- versitetet er ånden præget af samarbejde og ikke så meget af konkurrence. Konkurrencen mærker man derimod meget udad- til i forhold til andre universiteters forskningsgrupper.«

Hendes familie, som består af hendes mand, Martin, og to døtre på tre og fem år, er også faldet godt til.

»Vi har ikke oplevet det som et kulturchok at komme her- til, nok fordi San Francisco er europæisk orienteret, og der er et internationalt miljø på universitetet.«

Præstér eller bliv ignoreret

Men Birgitte Rahbek Kornum bemærker, at der er betydelig forskel på at være forsker på et dansk og et amerikansk universitet.

»Grundlæggende vil jeg sige, at jeg har følt mig godt klædt på med min danske forskeruddannelse – humanbiologuddan- nelsen er absolut på niveau med de bedste udenlandske uddannelser. I Danmark lærer man også noget om at være selvstændig – og om ikke at være bange for at stille kritiske spørgsmål til professorerne. I USA har man en mere autoritær tankegang, som måske faktisk kan være en hæmsko for frem- gang. Man tør ikke sige professoren imod.«

Til gengæld har Stanford den meget kontante holdning, at man i høj grad selv er herre over, hvad man vil have ud af sin karriere.

»Man er meget frit stillet, og ingen stiller spørgsmålstegn ved, hvordan man arbejder. Der er en helt åben indstilling til, hvordan man tilrettelægger sin arbejdsdag. Til gengæld er det så sådan, at hvis du ikke gør en indsats, så skal du ikke for- vente nogen hjælp fra din professor. Hvis man ikke leverer, så bliver man ignoreret og kan sejle sin egen sø. Gør man en indsats, så får man hjælp. De gode bliver nurset. På den måde er det lidt barskt – man er meget sin egen lykkes smed,« siger Birgitte Rahbek Kornum.

Hun beﬁnder sig godt med den udstrakte frihed – ikke mindst fordi den gør det muligt for hende også at kombinere forskerjobbet med et familieliv.

»Det kræver så bare, at man har nerver til at arbejde lidt mindre end nogle af de postdoc’er, som ikke har familie. Naturligvis er der nogen sandhed i, at jeg arbejder mere ef- fektivt end dem, fordi jeg gerne vil hjem til mine børn, men hvis de andre forskere arbejder dobbelt så mange timer som mig, så når de mere, uanset hvor effektiv jeg så måtte være i arbejdstiden.«

Egen forskningsgruppe

Selv om Stanford er en meget positiv oplevelse for Birgitte Rahbek Kornum, så skal hun og familien helt sikkert hjem til Danmark, når de tre år er gået.

»Vi savner vores familie i Danmark – alene tidsforskellen på ni timer er upraktisk, siger Birgitte Rahbek Kornum. Hendes ambition er at starte sin egen forskningsgruppe i Danmark, fortsætte den samme type forskning og bruge det netværk, hun har etableret.

»Jeg håber selvfølgelig, at mine erfaringer som postdoc på Stanford vil gøre det muligt for mig at realisere det mål. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at jeg har fået en unik erfaring, som jeg vil k unne bidrage positivt med mange steder.«